
Lars Friis storroser Atlético-træner: Han har skabt et DNA
Sparta Prag-træneren havde mange flotte ord om argentineren.

Lars Friis lægger ikke skjul på sin beundring af træneren hos aftenens modstander.
Den danske træner roste nemlig Diego Simeone til skyerne på mandagens pressemøde forud for aftenens Champions League-kamp mod Atletico Madrid.
– Vi skal ikke kun spille mod et hold, men mod en stor enhed, fortalte den danske Prag-træner ifølge Marca.
Forklaringen på, at Atletico ikke kun skal anses som et hold, men derimod en enhed, ligger ifølge danskeren hos holdets træner.
– Atlético har spillere i verdensklasse med en stærk identitet, hvilket skyldes Diego Simeone. Det er ikke tilfældeligt, at han har været i klubben siden 2011. Han har formået at skabe et DNA, tilføjer Lars Friis.
Tirsdagens opgør, hvor Sparta Prag hjemme tager imod Atlético Madrid, fløjtes i gang klokken 18:45 dansk tid, og du kan se den på TV3 Max.