City i historisk krise: Profiler vender tilbage fra skade
Pep Guardiola havde flere spillere tilbage på træningsbanen mandag.
Manchester City har for første gang i 68 år tabt fem kampe på stribe.
Flere af profilerne i den lyseblå del af Manchester har været på skadeslisten i samme periode, der indtil videre kulminerede med et sviende nederlag i Premier League hjemme mod Tottenham.
Mandag eftermiddag var der dog godt nyt for Guardiola, da hans mandskab trænede før tirsdagens Champions League-kamp mod Feyenoord.
Jeremy Doku og Ruben Dias var begge trukket i fodboldstøvlerne og deltog i træningspasset.
Den hurtige belgier har misset fire af de seneste fem kampe, mens Dias også har misset fire kampe på grund af en skade.
Manchester City tager tirsdag aften imod Feyenoord hjemme på Etihad.