
– Højlund har det bare instinktivt i sig
U21-landstræneren hylder Rasmus Højlund, som han dog ikke påstår at kunne tage meget af æren for.

– Vi vil gøre meget som A-landsholdet, men vi vil gerne være lidt vildere på vores hold.
Det er Steffen Højers mantra omkring U21-landsholdet.
Vildskaben kommer dog lettere til nogen end andre, hvorfor U21-landstræneren ikke mener, at han kan tage meget af æren for Rasmus Højlunds indtog på det danske A-landshold.
– Rasmus Højlund, må vi sige, har bidt sig fast på A-landsholdet.
– Ham kan vi nok ikke tage så meget af æren for, for han var godt nok hurtigt igennem U21-landsholdet, fortæller Steffen Højer til Campo, før han uddyber.

– Han har jo den her enorme fysik samtidig med, at han har en vild, vild speed, og så fylder han bare inde i feltet.
– Han havde det instinktivt i sig, hvor man kan sige, at nogle af dem, vi har i lidt længere tid, der kan vi lidt bedre dyrke det her vildskab, som vi gerne vil have, siger U21-landstræner Steffen Højer til Campo.
Rasmus Højlund nåede blot at optræde tre gange for det danske U21-landshold, før han – tre måneder efter sin debut – kom med på A-landsholdet.
Sidenhen har den danske Manchester United-spids ikke set sig tilbage, og han har allerede spillet 22 A-landskampe for Danmark, hvor han har bidraget syv kasser.
På det seneste har Højlund dog ikke just haft tur i den, hvorfor Campos fodboldekspert, Rasmus Würtz, har delt et godt råd til angriberen.
