FCM’s kvinder får historisk opgradering til årsskiftet
FC Midtjylland Kvindefodbold forlænger med den nuværende cheftræner, som fra årsskiftet bliver ansat på fuldtidskontrakt.
Steen Gravgaard har forlænget sin aftale som cheftræner i spidsen for FC Midtjyllands bedste kvindehold.
Onsdag meddeler klubben, at man har forlænget aftalen frem til sommeren 2028.
Men det er ikke den eneste store nyhed, som kommer ud af det midtjyske.
Til årsskiftet overgår cheftrænerposten nemlig til en fuldtidsstilling, og dermed investerer FCM yderligere i kvindeholdet, som aktuelt ligger nummer ét i landets næstbedste række.
– Jeg er på godt jysk rigtig glad for den her nye aftale med FC Midtjylland og enormt beæret over at få chancen for at hjælpe den her nye gren af den midtjyske fodboldfamilie op på højeste niveau, udtaler Steen Gravgaard.
– Vi er glade for at forlænge Steens aftale og samtidig gøre ham til vores første sportslige, fuldtidsansatte medarbejder, udtaler sportschef i FCM Kvindefodbold, Anders Madsen.
FCM Kvindefodbold startede 1. juli 2024 og er et samarbejde mellem FC Midtjylland og naboklubben Vildbjerg SF.