Ekspert om målløse angribere på landsholdet: En katastrofe!
Thomas Gravesen mener ikke, at man skal tage for let på situationen med manglende mål fra de danske landsholdsangribere.
11 landskampe uden mål for Rasmus Højlund. 16 for Kasper Dolberg.
Brian Riemers to vigtigste angribere har i sandhed problemer med at nette for landsholdet.
Og selvom landstræneren ikke maler fanden på væggen, så er der en anden, som gør det med glæde; Thomas Gravesen.
I et indslag på Viaplay Sport News bliver han nemlig ringet op for at give sit besyv på det målfattige angreb på landsholdet.
– Det er en katastrofe. Det er en katastrofe, når man kigger rundt på de andre store hold. Harry Kane scorer for England, og Erling Haaland scorer sine mål for Norge.
– Så for mig er det en katastrofe, at vi ikke har en 9’er, som scorer mål. Selvfølgelig skal de bakkes op af træneren, men det er spillere, der har utroligt vanskeligt ved at score mål på det danske landshold.
– Som jeg ser det, så er grunden den måde, vi spiller dem på. De får ikke ret mange chancer. Man kræver ufatteligt meget af dem defensivt, og det kan man også godt se et stykke hen ad vejen.
– Men når man skal have dem til at score mål, så skal de serviceres på en helt, helt anden måde, end det der bliver gjort i øjeblikket. Vi skaber simpelthen ikke nok chancer til dem, og det gør, at de bliver totalt uskarpe, når de spiller på det danske landshold. Så det er en katastrofe, siger Thomas Gravesen til VIaplay.
Rasmus Højlund og Kasper Dolberg får muligheden for at bryde stimen mandag aften.
Her venter Serbien i en afgørende kamp om andenpladsen i Nations League.
Kampen fløjtes i gang i Serbien klokken 20.45.
Du kan se indslaget med Thomas Gravesen i videoen øverst i artiklen