Ekspert til Højlund: Vær lidt mere doven i det nye system
Højlund er uden scoringer på landsholdet i mere end et år, og han kan med fordel ændre sit fokus en smule, mener ekspert.
Det hele startede som en drøm på landsholdet med seks mål i lige så mange kampe.
Men nu har Rasmus Højlund ikke scoret på det danske landshold i over et år, og den fantastiske start er nu langt væk.
Faktisk er de syv mål Manchester United-spilleren indtil nu har scoret på Herrelandsholdet blot kommet i fire af de i alt 21 A-landskampe, han indtil nu har fået på cv’et.
Campos fodboldekspert Rasmus Würtz er ikke i tvivl om, at Brian Riemers nye 4-3-3 system kan være en fordel for Rasmus Højlund, hvis angriberen samtidig selv formår at ændre en smule på sit fokus.
– Med det nye 4-3-3 system vil der jo forventeligt være flere spillere fremme på banen, som kan servicere og sætte Højlund op, lyder det fra Würtz, der dog også savner lidt mere boksspil fra Danmarks angriber.
– Hvordan bruger Højlund sine kræfter, og løber han de rigtige meter? Det tror jeg ikke altid, han gør, og han skal måske styres lidt mere. Vi har jo Isaksen og Grønbæk på kanterne, og det er, når de udfordrer deres modstandere, at du som angriber skal ligge klar i feltet, pointerer Würtz, der selv spillede på landsholdet under Morten Olsen.
Dengang var frontangriberne Jon Dahl Tomasson og Nicklas Bendtner, som Højlund med fordel kan lade sig inspirere en smule af.
– Han tager mange løb foran forsvarsspillerne, hvor de har fuld kontrol på ham, og han gør det helt sikkert af et godt hjerte. Men han må godt være lidt doven i den sidste del af spillet, hvor han med fordel kan vente lidt og så løbe i dybden. Dér handler det ikke om, hvor meget han løber. Der skal han i stedet for løbe på det rigtige tidspunkt, som vi også tit ser Erling Haaland gøre nu om dage, analyserer Rasmus Würtz.
Riemer: Der er jo begyndt et lille generationsskifteDanmark spiller mandag på udebane mod Serbien. En kamp du kan se klokken 20.45 på TV 2.