To FCM-profiler med comeback for reserverne
Thomas Thomasberg kunne onsdag glæde sig over, at to langtidsskadede profiler gjorde comeback for FC Midtjylland i en Future Cup-kamp for reserverne.
Onsdag eftermiddag blev anden runde af Future Cup – bedre kendt som Reserveholdsturneringen – afviklet i Esbjerg for EfB’s og FC Midtjyllands vedkommende.
Her kunne First Team Coach, Arne Sandstø, foruden en midtjysk sejr på 1-3 også give et længeventet comeback til rekordindkøbet Marrony samt Frederik Heiselberg, der tidligere har været udlejet til FC Fredericia og AC Horsens og som står noteret for 12 kampe og et enkelt mål for FCM.
– Marrony har været ude i over et år og Heiselberg næsten det samme, så at de fik spillet og mærket, at kroppen fungerer, var det allervigtigste. Det var godt for dem begge at være med her, siger siger Arne Sandstø til klubbens hjemmeside og fortsætter:
– Samtidig fortsatte Paulinho, som har været ude i nogle måneder, sit lille comeback, og det kan vise sig at blive vigtigt for den kommende periode, siger Arne Sandstø.
FC Midtjyllands førstehold holder som bekendt fri fra alle opgaver i både Superligaen og Europa grundet landsholdspausen og skal næste gang i aktion mandag 25. november.
Her tager Thomas Thomasbergs tropper nemlig imod Silkeborg IF klokken 19.00 på MCH Arena.