
David Nielsen: Kvistgaarden overhalet indenom
Mathias Kvistgaarden er ikke førstereserve til landsholdet, hvis man spørger eksperterne i TV 2-programmet ‘Tirsdagstrænerne’.

Skulle Mathias Kvistgaarden have været udtaget til landsholdet?
Det var et spørgsmål, der rejste sig, da Brian Riemer offentliggjorde sin første landsholdstrup.
Der var nemlig ikke blevet plads til Brøndby-spidsen, som weekenden før landsholdsudtagelsen scorede hattrick mod FC Midtjylland – men nu er han ikke engang førstereserve.
Ikke hvis man spørger David Nielsen.
I TV 2-programmet ‘Tirsdagstrænerne‘ blev den tidligere AGF- og Lyngby-træner nemlig spurgt ind til, om rollen som førstereserve i stedet tilfalder Conrad Harder, hvortil svaret lød:
– Ja, selvfølgelig er han det.
Så han har overhalet Mathias Kvistgaarden?
– Ja, ham har han overhalet
Dan Hammer, der også er en del af panelet i programmet, stemmer i.
– Ja, jeg er jo ‘biased’. Jeg synes absolut, han er [førstereserve].
Hammer sidder nemlig i bestyrelsen i FC Nordsjælland, som i sommer sendte Conrad Harder afsted til Sporting.
Siden skiftet til Portugal har Conrad Harder scoret fem mål i 11 optrædener, imens Kvistgaarden kan bryste sig af 13 sæsontræffere i 20 optrædener for Brøndby.