Ekspert: Tre hold i spil til at følge Vejle ud af Superligaen
Campos fodboldekspert Rasmus Würtz tager temperaturen på Superligaens nedrykningskamp.
Superligaen er historisk tæt i toppen, men helt sådan forholder det sig ikke i bunden.
Her har fire hold nemlig skilt sig negativt ud, og det er imellem de fire hold, at Superligaens to nedrykkere skal findes.
Sådan lyder vurderingen fra Campos fodboldekspert Rasmus Würtz, der efter Viborgs sejr over FC Midtjylland søndag dømmer viborgenserne ude af den direkte nedrykningskamp.
Dermed står nedrykningskampen mellem Vejle, Lyngby, Sønderjyske og AaB, men faktisk er der, halvvejs i superligasæsonen, kun én nedrykningsplads at spille om, vurderer Würtz.
– Det ene hold, det bliver Vejle, det er jeg ikke et sekund i tvivl om. Der skulle være sket mere efter deres trænerskifte, end der er. De har simpelthen fået for få point.
– Selvom de kan komme ind i en stime, hvor de vinder to kampe i træk, så kan de da godt komme op og dufte lidt til overlevelse, men det tror jeg ikke kommer til at ske, uden at de andre hold også får nogle point. De kommer til at rykke ned som det ene hold, der er jeg 100 procent sikker på, lyder vurderingen fra Rasmus Würtz.
Dødt løb i Nørreskoven: Bundbrag uden vinderDermed skal Lyngby, Sønderjyske og AaB afgøre den sidste nedrykningsplads imellem sig, og her har Würtz også en klar favorit.
– Man skal altid passe på med at dømme Lyngby ude, det viser historien. Meget bliver afgjort, når vi kommer ind i de indbyrdes kampe i nedrykningsspillet, og der har de bare vist sig at have et eller andet i det der nedrykningsspil.
– Jeg synes, Lyngby har manglet noget i den her sæson. Det der udtryk, der har kendetegnet Lyngby på især hjemmebane, hvor det virkelig kan være ubehageligt at spille – der har de manglet nogle procenter, lyder vurderingen fra Rasmus Würtz.
AaB’s tre gyldne minutter ikke nok mod LyngbyI kampen om at undgå den sidste nedrykningsplads vurderer Würtz, at Lyngby har 50 procents chance for at stå med sorteper.
Sønderjyske og AaB fordeler de 50 resterende procent med 30 til sønderjyderne og 20 til nordjyderne.
– I forhold til AaB er jeg mere positiv nu, end jeg var fra starten af sæsonen. Først var der lidt eufori over at være kommet tilbage til Superligaen, men så løb de ind i nogle gevaldige lussinger på hjemmebane mod AGF og Brøndby.
– Siden de kampe synes jeg, at der lige så stille og roligt er begyndt at komme en smule mere modenhed ind i deres spil og noget mere stabilt defensivt spil, hvor de giver færre chancer væk.
– Jeg synes godt, man kan være en smule optimistisk på AaB’s vegne. Det er ærgerligt for dem, at de har smidt føringer til sidst i de seneste tre kampe, og havde de haft seks point mere, ville de jo faktisk være tæt på top-seks, lyder det fra den tidligere AaB-anfører, der dog understreger, at AaB-kikkerten kun er rettet i én retning:
– Der er ingen tvivl om, at AaB stadig kigger nedad, lyder den afsluttende bemærkning fra Rasmus Würtz.