
Rystet Vanopslagh om FCM: Det er en pinlig indsats
Aftenens gæstekommentator var ikke helt tilfreds med FC Midtjylland under kommenteringen.

Den politiske leder af Liberal Alliance, Alex Vanopslagh, kommenterede opgøret mellem FCSB og FC Midtjylland.
Opgøret endte 2-0 til rumænerne, og særligt midtjydernes indsats rystede Vanopslagh.
Politikeren, som selv er FCM-fan, kritiserede midtjyderne efter slutfløjtet i de afsluttende bemærkninger ved kommenteringen.
– Altså hvad er det, der foregår? Det er en pinlig indsats, siger Alex Vanopslagh.
Derudover revsede han i første halvleg Kevin Mbabu med vendingen:
– Han kegler jo rundt, kommenterer Vanopslagh, indtil han i anden halvleg ændrede holdning til FCM-backen.
– Han har jo spillet sig op. Måske den bedste i anden halvleg for midtjyderne.
Alex Vanopslagh var ikke synderlig tilfreds ved kampens slutfase, da FCSB pressede midtjyderne helt tilbage på banen.
Efter en grov tackling i FCM-feltet talte politikeren med store bogstaver.
– Det kan jo næsten ikke blive værre. Så giv dem dog straffesparket, nu hvor vi alligevel ikke gider, lød det fra gæstekommentatoren.
FCM’s næste kamp i Europa League er mod tyske Eintracht Frankfurt.