
Bolddrenge kostede FCM-straf: Nu er dommen omstødt
Fodboldens Disciplinærinstans har frifundet FC Midtjylland i sagen om boldbørn.

En “negativ forskelsbehandling af de to hold”.
Sådan lød det, da FC Midtjylland blev straffet af Fodboldens Disciplinærinstans i begyndelsen af oktober.
Ordene faldt om de boldbørn, som FC Midtjylland havde på til kampen mod ærkerivalen Viborg FF.
Det, sammen med brug af pyroteknik, resulterede i en bøde til FC Midtjylland på 60.000 kroner.
Onsdag kan FCM dog oplyse på sin hjemmeside, at kendelsen omkring de partiske boldbørn er blevet omstødt.
– Både den sportslige afdeling og de frivillige, som har ansvaret for boldbørnene, følte sig efterfølgende truffet over indbretningen, der ifølge dem ikke stemte overens med de virkelige hændelser under kampen.
– Tværtimod viste boldbørnene under hele kampen fairplay ved at aflevere bolden hurtigst muligt til begge mandskaber.
– Derfor er det også glædeligt, at anklagen – efter at være blevet taget op af Fodboldens Disciplinærinstans – nu er blevet afvist, hvorfor FCM frifindes, skriver midtjyderne på sin hjemmeside.
FC Midtjylland endte med at vinde den omtalte kamp med 3-1.
På søndag ramler FCM sammen med Viborg FF nok en gang, denne gang i Viborg.