Markant dyrere: Kæmpe-donation til AGF’s nye stadion
Det nye stadion i Aarhus bliver næsten en kvart milliard dyrere end først forventet, og en stor donation hjælper nu med at dække hullet.
Det nye stadion i Kongelunden i Aarhus bliver dyrt.
AGF’s nye stadion var i første omgang budgetteret til at koste 746 millioner kroner, men flere forskellige faktorer har betydet, at prisen nu er steget med næsten en kvart milliard.
I alt lyder den samlede anlægssum nu på 994,6 millioner kroner, men tirsdag er der tikket en markant donation ind fra Salling Fondene.
40 millioner kroner lyder bidraget fra Købmand Herman Salling Fond på, og det skal blandt andet være med til at sikre det markante faceudtryk og det øvrige visuelle udtryk, som Zaha Hadid Architects i december 2022 præsenterede for hele Danmark.
Video: AGF præsenterer nyt stadion – se det herDet er blandt andet omkostninger til håndtering af jorbundsforhold og evakueringsforhold for at fastholde kapaciteten på det nye stadion, der er med til at drive merudgifterne i vejret.
De 40 millioner kroner fra Salling Fondene skal være med til at dække en restfinansiering på i alt 248,6 millioner kroner, hvoraf de 185 millioner kroner er til stadionbyggeriet, mens de resterende 64 millioner kroner vedrører øvrige forhold.
Foruden de 40 millioner kroner, som i dag er doneret fra Salling Fondene, er det Aarhus Kommune, der via forskellige finanseringskilder kommer til at stå for det resterende beløb, som blandt andet skal hentes via lejeindtægter fra det nye stadion.
Altså bliver det nye stadion godt 200 millioner kroner dyrere for de aarhusianske skatteydere, end det i første omgang var tiltænkt.
Glad afgående borgmester
De 40 millioner kroner fra Salling Fondene kommer oveni de 250 millioner kroner, som fonden allerede har bidraget med, og på rådhuset i Aarhus er der glæde hos borgmester Jacob Bundsgaard, der med byrådsmødet i morgen – onsdag den 6. november – er fortid i byens borgmesterstol.
– På Aarhus’ vegne skal der lyde en kæmpestor tak til Salling Fondene for med det her ekstra bidrag endnu en gang generøst at støtte byens udvikling, og bringe vores nye stadion i mål.
– Jeg glæder mig utrolig meget til turen ned ad Stadion Allé, når byggeriet om et par år står færdigt, og vil undervejs sende varme tanker til Salling Fondene og Henrik Lind, som har gjort det hele muligt, lyder det fra Borgmester Bundsgaard med henvisning til de 250 millioner kroner, som også Lind Invest tidligere har bidraget med til projektet.
Den endelige anlægsindstilling bliver nu sendt til byrådet i Aarhus, hvor det forventes at blive behandlet i november.
Godkendes den er der grundlag for at underskrive den endelige entreprisekontrakt for stadionprojektet, og dermed kan opførelsen af det nye stadion for alvor gå i gang, lyder det i pressemeddelelsen fra Aarhus Kommune.
I samme pressemeddelese fremgår desuden finansieringsplanen for den 248,6 millioner kroners tillægsbevilling, der ser ud som følger:
Skovens Arena, som er stadionprojektets navn, ventes at stå klar til forårssæsonen 2027.