
Undrer sig over FCM-profil: Er det for at lægge pres på?
Brøndby-cheftræner Jesper Sørensen bemærkede og undrer sig over en helt speciel situation i kampen mod FC Midtjylland.

I sidste ende betød det ikke alverden.
Selvom FC Midtjylland fik – og scorede på – et straffespark i søndagens kamp mod Brøndby, så var det vestegnsklubben, der løb med alle tre point.
En meritterende 1-5-sejr blev det nemlig til for Brøndby, og straffesparket i første halvlegs overtid blev nærmest blot usynlig pynt på nederlaget for FC Midtjylland.
Alligevel hæftede Brøndby-cheftræner Jesper Sørensen sig efter kampen ved særligt én ting i forbindelse med straffesparket, og det var ikke så meget, hvorvidt der rent faktisk VAR straffespark eller ej.

– Jeg noterede mig, at i situationen med straffesparket på Clement Bischoff, der sparker FC Midtjyllands [Emiliano] Martinez efterfølgende bolden ud bevidst i en god skudposition for at få stoppet spillet i forbindelse med et straffespark, og det undrer mig ærlig talt lidt, siger Jesper Sørensen.
– Jeg ved ikke hvorfor; Om det er for at lægge et bevidst pres på i sådan en situation der, men det undrer mig i hvert fald, siger Brøndby-cheftræneren, da Campo beder ham uddybe sin undren.
Du kan se situationen her:
Straffesparket blev efterfølgende dømt med hjælp fra VAR-vognen af kampens dommer, Mads Kristoffer Kristoffersen, og den endelige domm, er Jesper Sørensen ikke nødvendigvis uenig i.
– Nogle gange er det lidt svært for mig at se helt præcis, og der er jo dømt straffespark, så der må jo være straffespark på Clement [Bischoff], men det er bare ikke altid sådan, udfaldet bliver, lyder det fra Jesper Sørensen.
Med 1-5-sejren påførte Brøndby FC Midtjylland et rekordstort nederlag på MCH Arena.
Brøndby og Jesper Sørensen har nu vundet syv ud af de seneste otte kampe mod danmarksmestrene fra FC Midtjylland.