Kvistgaarden fik sin bold: Vidste ikke om jeg måtte
Mathias Kvistgaarden scorede søndag hattrick på MCH Arena i Herning og fik en bold som evigt minde.
Det er “kun” sket for ham én gang tidligere.
Mathias Kvistgaarden scorede søndag hattrick i Brøndbys superligasejr over FC Midtjylland, og derfor står der snart to hattrickbolde ved siden af angriberens sofa.
Søndag skulle den 22-årige angriber dog først lige have fat på bolden på FC Midtjyllands hjemmebane MCH Arena.
Da Kvistgaarden fik fat i kampbolden blev han nemlig i første gang bedt om at aflevere den af en FCM-medarbejder.
– Hun kom hen og spurgte efter bolden, og så var jeg lidt i tvivl om, om man ikke måtte tage den med hjem, når det var på udebane, men den ligger inde i omklædningsrummet nu, så det har jeg da i hvert fald fået lov til, fortæller Kvistgaarden med et grin til Campo.
– Hun sagde selvfølgelig tillykke, tilføjer Kvistgaarden om FCM-medarbejderen.
Mathias Kvistgaarden scorede sit første superligahattrick mod FC Nordsjælland i maj 2023, hvor Brøndby ligeledes vandt med cifrene 5-1, og den hattrickbold får nu selskab.
Brøndby er FCM’s kryptonit – ydmygelse i Herning!– Jeg skal lige finde ud af, hvor bolden skal stå, men der er ingen tvivl om, at jeg nok skal finde en plads til den, fortæller Brøndby-angriberen og uddyber:
– Der ligger to andre bolde ved siden af, og der er kun tre hylder, så en af dem ryger nok i skabet, lyder det fra dagens Brøndby-helt.
Mathias Kvistgaardens tre mål søndag bringer ham samlet set op på 36 scoringer i 107 kampe for Brøndby.