Lyngby-profil har ét mål efter langt skadeshelvede
I ti måneder har Rezan Corlu været ude med en slem skade. Nu nærmer han sig et comeback.
I en træningskamp i januar mod Næstved faldt Rezan Corlu til jorden.
Siden har midtbanespilleren været skade, og lige nu venter han som en løve, der venter på at blive sluppet fri.
I hvert fald har Lyngby-kreatøren et bestemt mål før efterårssæsonen er ovre.
– Jeg har et mål om at nå at spille en rolle i det resterende program for efteråret, men det er også op til staben og fysserne, om jeg når det.
– Jeg tager intet for givet i fodbold, så lige nu er jeg bare ekstremt opsat på at vise mig frem på træningsbanen. Jeg er virkelig sulten efter at få lov til at spille og vise mig frem igen, fortæller Corlu til Lyngbys hjemmeside.
Selvom tiden har været frusterende for den tidligere Brøndby-spiller, så har han også lært af den.
– Man lærer meget om sig selv i disse perioder. Ens karakter, disciplin, tålmodighed og evne til at komme tilbage bliver testet.
– Det er aldrig sjovt at være skadet og ikke kunne spille fodbold og lave det man elsker. Men jeg har været målrettet og meget motiveret fra start om, at det ikke skal slå mig ud, så det handlede kun om at komme stærkere tilbage, siger han.
Klubbens kreatør har fire kampe til at gøre sig gældende i Lyngby Boldklubs efterårssæon.
Lyngby møder AGF, AaB, F.C. København og Sønderjyske i de kommende fire opgør.
Lyngby Boldklub spiller sidste kamp i superligasæsonen i 2024 den 1. december.