
Jeg er rasende, siger FC Nordsjælland-træner
FC Nordsjælland blev spillet ud af brættet mod Randers FC.

FC Nordsjælland blev ydmyget i Kronjylland.
Randers FC fik totalt udspillet Farum-klubben, hvorfor Jens Fønsskov Olsen naturligvis var skuffet efter kampen.
Han var dog ikke bare skuffet, han var decideret rasende, siger han selv.

– Jeg er rasende, de [spillerne] har selvfølgelig fået et par ord med på vejen. Vi tabte sammen i dag, og der skal ikke peges fingre af nogen. Man må kigge lidt indad og se, hvad var det man manglede i dag, så det var meget kort og præcist.
– Vi får en rædsom start, og så bliver vi i det. Første halvleg er noget af det ringeste, vi har set i meget, meget lang tid.
– Men så synes jeg, at vi rejser os i anden halvleg, hvor vi har et par gode muligheder, og hvem ved, hvad der kan ske, hvis vi får reduceret, fortalte Jens Fønsskov Olsen til TV 2.
Du kan se alle mål og highlights fra kampen lige her:

Med nederlaget på Cepheus Park bliver FC Nordsjælland overhalet af Randers, som stryger hele vejen op på fjerdepladsen, imens FCN nu indtager syvendepladsen i 3F Superligaen.