Hagen bliver permanent chef for Fischer og Kjær i Norge
Andreas Hagen har vekslet rollen som midlertidig cheftræner til permanent cheftræner i norske Fredrikstad.

Andreas Hagen bliver permanent cheftræner i Eliteserien-klubben Fredrikstad FK.
Det meddeler den norske klub torsdag. Den 38-årige nordmand blev forfremmet til midlertidig cheftræner i sommer, men nu sætter han sig permanent på posten.
Hagen har bundet sig til klubben indtil udgangen af 2027, og dermed fortsætter han som cheftræner for de to danskere Jonathan Fischer og Jeppe Kjær.
Hagen overtog roret i sommer, da Mikkjal Thomassen forlod klubben til fordel for AIK i Stockholm, og Fredrikstads sportsdirektør er meget tilfreds med Hagens arbejde.
- Andreas var fra starten en af spidskandidaterne, samtidig med at vi skyldte FFK, Fredrikstad og ikke mindst Andreas selv, at vi lavede en grundig proces, inden vi tog den endelige beslutning, udtaler sportsdirektør Joachim Heier.
38-årige Hagen er selv tidligere spiller og var fra 2012 til 2014 i Viborg FF. Her nåede han 26 kampe i Superligaen og 1. Division.
Han indstillede karrieren i 2021 og blev hentet ind som assistenttræner i Frederikstad i 2023.













