
Tonni Adamsen skriver historie: Månedens spiller igen
Tonni Adamsen er for anden gang i streg blevet kåret til månedens spiller i 3F Superligaen. Noget, der hører sjældenhederne til.

Tonni Adamsen har tur i den for tiden.
Efter august måned kunne han lade sig hylde som månedens spiller i 3F Superligaen.
Fredag kan han nu lade sig hylde igen, denne gang som månedens spiller i september.
At han nu er blevet kåret til månedens spiller i Superligaen to måneder i streg hører sjældenhederne til.
Sidst det skete var tilbage i 2018/19-sæsonen, hvor Robert Skov formåede at vinde prisen to måneder i streg i F.C. København.
Tonni Adamsens nyeste kåring kommer efter en måned, hvor han har noteret sig for fire scoringer i lige så mange kampe.
Han topper lige nu topscorerlisten i landets bedste række med otte mål i 10 kampe.
Han slog FC Midtjyllands Franculino Dju og Emiliano Martinez i kampen om at løbe med hæderen.