
Medie: UEFA dropper dommer – truede spiller på livet
UEFA har angiveligt valgt at droppe en dommer fra Champions League-kampen mellem PSV og Sporting på grund af dødstrusler dommeren selv er kommet med.

Fodbold er følelser.
Sådan lyder det ofte, men for en dommer har det taget alvorligt overhånd.
Det drejer sig om den 43-årige italiener Fabio Maresca, som skulle have ageret fjerdedommer under Champions League-kampen mellem PSV og Sporting.

Foto: Daniele Mascolo/Reuters/Ritzau Scanpix
Fredag den 27. september var Maresca på en noget anderledes opgave, da han dømte kampen mellem Kuwait SC og Al Arabi i den kuwaitiske Premier League.
Her lyder det ifølge det italienske medie Corriere dello Sport, at Maresca har truet en Al Arabi-spiller på livet.
Det vides ikke, hvad der konkret blev sagt.
Efterfølgende valgte den kuwaitiske klub at indberette dommeren, hvorfor UEFA nu har fjernet den italienske dommer fra PSV’s kamp mod Sporting.
I stedet bliver fjerdedommeren til kampen hans italienske kollega Daniele Doveri.