Thomasberg: Hvorfor skal vi ikke være topmotiverede?
Cheftræner for FC Midtjylland Thomas Thomasberg køber ikke præmissen om, at det tætte kampprogram tærer på motivationen.
3 kampe på 11 dage.
Det er FC Midtjyllands kampprogram frem til næste landsholdstermin.
Men det ser Thomas Thomasberg ikke som en uløselig udfordring – tværtimod er midtjyderne forberedte på det tætte program.
– Hvorfor skal vi ikke være topmotiverede? Vi prøver at vinde hver evig eneste kamp, og vi prøver at få doseret men også optimeret betingelserne for hver enkel kamp med det mandskab, som vi nu kan have til rådighed, udtaler Thomas Thomasberg.
I weekenden venter der et derby-opgør imod Viborg, hvilket Thomasberg ikke mener, kræver ekstra motivation.
– Det er ikke sådan, at vi står med Viborg-kampen og tænker, at vi skal tage hensyn til den. Vi prøver at toppe holdet fra runde til runde, for i sidste ende drejer det sig om at vinde fodboldkampe, fortæller cheftræneren.
Vores spillere er klar, uanset om det er en, to eller tre kampe i ugen.
Thomas Thomasberg
Ifølge Thomasberg har midtjyderne set frem til det tætte kampprogram, og derfor har det ikke været et tema, som han har italesat overfor sin trup.
– Du har ikke hørt noget fra vores spillere, og nu har vi spillet 13 kampe på 51 dage, så det er vel en okay betingelse. Det er jo færre, end hvad det har været. Det er ikke noget, vi bruger krudt på.
– Vi snakker ikke om det, fordi det er noget, som vi har glædet os til hele sidste sæson – at være i det her program. Vores spillere er klar, uanset om det er en, to eller tre kampe i ugen. Det er dét, vi har lavet en trup efter, og det ved spillerne, at de skal gøre sig klar på, understreger han.
FC Midtjylland møder søndag eftermiddag Viborg FF i 3F Superligaen, og fire dage senere møder de Macabbi Tel Aviv i Europa League.
Tre dage senere venter Brøndby IF på udebane, inden der er landsholdssamling.
Du kan se interviewet med cheftræneren nedenfor