Friis’ Sparta Prag lider første sæsonnederlag
Lars Friis og Sparta Prag led fredag aften sit første nederlag i hele sæsonen, da Sigma Olomouc gæstede epet Arena.
Lars Friis har fået en forrygende start som cheftræner i Sparta Prag.
Den tidligere Viborg- og AaB-boss tog i sommer over efter den tidligere cheftræner Brian Priske, som drog videre til Feyenoord.
Fredag aften led den nye danske cheftræner dog sit første nederlag i spidsen for det tjekkiske storhold, da Sigma Olomouc gæstede Prag.
Det startede ellers helt forrygende, da Lukas Haraslin skød Sparta i front efter bare fire minutter – dog blev målet annulleret for offside.
Små ti minutter senere var Friis’ tropper igen på spil, da Victor Olatunji modtog et perfekt indlæg fra Veljko Birmancevic og stangede bolden ind til 1-0.
Prags føring stod helt indtil der var spillet 68 minutter, hvor Yunusa Muritala udlignede.
Ti minutter senere blev skidt til værre, da Sigma Olomouc tog føringen takket være Jan Fiala.
Fem minutter før tid lukrerede gæsterne på en fejl i Prag-defensiven, hvorefter Filip Zorvan lagde bolden i kassen til 1-3.
Kort derefter fik gæsternes Jachym Sip sit andet gule kort og dermed rødt kort, hvorfor Sigma Olomouc blev reduceret til ti mand.
Bare to minutter efter udvisningen fik Friis og kompagni bragt spænding tilbage i opgøret, da Ermal Krasniqi gjorde det til 2-3.
Til trods for den sene spænding kastede opgøret ikke flere scoringer af sig.
Med nederlaget ligger Sparta Prag nu med 22 point efter sine første ni kampe, imens rivalerne fra Slavia Prag har samme antal point, men en kamp i hånden.