Puha, FCK! Pligtsejrer mod NordicBet Ligaens nummer sjok
Det var ikke nogen overbevisende præstation, som F.C. København leverede, da Løverne gæstede HB Køge i Oddset Pokalen torsdag aften.
Med nød og næppe lykkedes det F.C. København.
Dog var det ikke just nogen opvisning, som Løverne leverede torsdag aften på Capelli Sport Stadion.
Her var FCK ellers den klare favorit, da man gæstede NordicBet Ligaens suverænt ringeste hold i HB Køge, som endnu ikke har prøvet at vinde en kamp i rækken hidtil i denne sæson.
F.C. København tog teten i første halvleg og satte sig på opgøret, hvor det også blev til et par gode chancer til blandt andre German Onugkha og Elias Achouri.
Det lykkedes dog ikke at få hul på bylden i første halvleg, og i anden halvleg var kampbilledet det samme.
Godt ti minutter før slutfløjtet lykkedes det dog langt om længe for FCK at tage føringen, da Andreas Cornelius brugte sin store fysik og kom til baglinjen, hvorefter den store angribers indlæg blev clearet ud af feltet.
Clearingen kom ikke længere end til Lukas Lerager, der bankede til bolden, som via en afretning strøg i mål til 0-1 – til stor forløsning for FCK.
Kort før slutfløjtet sendte Magnus Mattsson et hjørnespark ind i feltet, hvor Pantelis Hatzidiakos steg til vejrs og scorede sit første mål i den hvide trøje.
Se alle mål og highlights fra kampen i videoen over artiklen.
Således er F.C. København klar til fjerde runde af Oddset Pokalen, som der bliver trukket lod til kort efter kampen.