– Det er bare pisse ærgerligt og bittert
FC Midtjylland havde kurs mod en flot europæisk bedrift, men en 18-årig tysker fik forpurret festlighederne.
Det var lige ved og næsten på MCH Arena onsdag aften.
Her slog Hoffenheim vejen forbi det største fodboldstadion i Herning-området, hvor man i en til tider gyllelugtene atmosfære krydsede klinger med FC Midtjylland i Europa League.
Og det var det danske hjemmehold, der var det bedste af de to mandskaber.
Alligevel endte det med 1-1.
Det gjorde det ikke mindst, fordi midtjyderne ikke formåede at lukke kampen. I stedet kunne blot 18-årige Max Moerstedt udligne for Hoffenheim i det 89. minut, da han scorede et både flot og akrobatisk mål, der fandt vej til netmaskerne ved hjælp af den ene stolpe.
Og den svier på Heden.
– Det er klart, det er en bitter følelse, vi står med lige nu. Jeg synes, vi spiller en rigtig god kamp på mange parametre, og jeg synes, vi skaber det, der skal til.
– Giv ham [Max Moerstedt] den chance de næste 100 gange, og så tror jeg nærmest ikke engang, at han sparker den ind igen.
– Vi kan godt være mere skarpe foran kassen, men alt i alt så synes jeg, at vi spiller til en sejr. Og det er bare pisse ærgerligt, at det ikke bliver til tre point, siger FCM-anfører Mads Bech Sørensen til Disney+ efter slutfløjt.
FC Midtjylland kan nu kigge frem mod søndagens derby mod Viborg FF.
Næste europæiske opgave for Mads Bech og co. er torsdag den 3. oktober ude mod Maccabi Tel Aviv.