Thomasberg om rødt: Ikke et spark, han bliver skadet af
Thomas Thomasberg sætter ord på det røde kort, som Dario Osorio fik for at sparke en modstander ned i en situation, hvor bolden ikke var i nærheden.
65 minutter spillet og bagud 2-1.
Det var status for FC Midtjylland søndag eftermiddag i Randers.
Alligevel ‘valgte’ Dario Osorio at sparke Florian Danho ned, selvom bolden var uden for spilafstand. Randers-angriberen havde i splitsekundet forinden lavet et ‘body-check’ på FCM-chileneren.
Dario Osorios tab af besindelsen resulterede i et direkte rødt kort efter VAR-tjek.
Efter kampen blev FCM-cheftræner Thomas Thomasberg forholdt situationen i Viaplay-studiet:
– Nu er det jo ikke et spark, sådan en mand [Florian Danho] bliver langtidsskadet af.
– Selvfølgelig er det frustrerende for os, og det er det også for Dario. Der kommer et lille spark efterfølgende, som vel gør, at det kan være et rødt kort.
Synes du ikke, at det er et rødt kort?
– Joeh, altså, han sparker ham jo efterfølgende. Det er jo ikke det her, der kommer til at skade folk, men selvfølgelig må man ikke gøre det, når bolden er væk.
– Men alle os, der har prøvet at spille med i et intervalspil til træning ved godt, at den slags reaktion kan ske i løbet af et splitsekund. Men det skal man selvfølgelig øve sig i ikke at gøre, siger Thomas Thomasberg til Viaplay og fortæller videre om, at han håber, at Dario Osorio kommer til at lære af sin fejl.
Bagud og en mand i undertal til trods, endte FCM med at få 2-2 med hjem fra Randers.
Du kan se interviewet med Thomas Thomasberg samt selve situationen omkring det røde kort i videoen øverst i artiklen