3F Superligaen

– Skulle ikke tro, vi var en mand i undertal

FC Midtjylland spillede søndag den sidste halve time af kampen mod Randers FC med en mand i undertal. Ifølge Aral Simsir var det dog nærmest ikke til at mærke inde på banen.

Aral Simsir jubler efter sin scoring mod Randers FC.
Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Nede med 2-1 tabte Dario Osorio pludseligt hovedet på Cepheus Park søndag.

Her kom Randers FC’s Florian Danho en anelse for sent med en skuldertackling, og FCM-kanten reagerede prompte ved at sparke ham ned. Direkte rødt efter et VAR-tjek.

Alligevel lykkedes det FC Midtjylland at få udlignet til resultatet 2-2 efter en straffesparksscoring af Aral Simsir i tillægstiden.

Efter slutfløjt fortæller Simsir til Viaplay, at selvom han og holdkammeraterne spillede i undertal, så var det ikke den fornemmelse, som han selv stod med inde på banen.

– Det er lige før, at man ikke skulle tro, at vi var en mand i undertal. Vi pressede på med det samme, vi kom i undertal, vi kom frem til chancer og vi stod fint defensivt, selvom vi var i undertal – og prøvede at køre kontra på dem.

– Så jeg synes, alt i alt, at de sidste 30 minutter så meget fine ud.

– Holdet skal have kæmpe kredit for at stå sammen og kæmpe alt, hvad vi kan til det allersidste, siger Aral Simsir til Viaplay.

Han bliver også forholdt, hvad han egentlig tænker om Dario Osorios røde kort, der jo på ingen måde kan siges at have været hverken nødvendigt eller uheldigt:

– For at være ærlig, så så jeg ikke situationen, så jeg ved det egentlig ikke. Men sådan er det en gang imellem. Han er stadig en ung spiller, og jeg vil helst ikke sige noget negativt om det. Det sker. Vi må bare se fremad, og så skal han helst ikke gøre det igen.

FC Midtjylland topper fortsat 3F Superligaen med 21 point efter ni kampe.

Næste opgave for Aral Simsir og co. er onsdag hjemme mod Hoffenheim i Europa League.

Du kan se interviewet med Aral Simsir øverst i artiklen

Du kan se Dario Osorios røde kort i videoen nedenfor

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P