3F Superligaen

Brøndby-skurk: Er fuldstændig i chok

Brøndbys skurk i opgøret mod Silkeborg søndag aften forstår slet ikke, hvordan der kan blive dømt straffespark i den situation, som gav SIF det ene point.

Superligakampen mellem Silkeborg IF og Brøndby IF på Jysk Park i Silkeborg søndag den 22. september 2024.
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Vanvittig.

Sådan beskriver Rasmus Lauritsen den situation, der kostede ham et rødt kort søndag aften i Silkeborg.

Her gav han et straffespark til Silkeborg i det 71. minut, der sikrede holdet fra Søhøjlandet et point i en kamp, som Brøndby ellers stod til at vinde.

Efter opgøret fortæller Brøndby-skurken, at han slet ikke kan forstå dommer Aydin Uslus beslutning.

Superligakampen mellem Silkeborg IF og Brøndby IF på Jysk Park i Silkeborg søndag den 22. september 2024.
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

– For at være ærlig er jeg fuldstændig i chok, da han går ud og tjekker den (på VAR, red.), fordi da situationen er der, så er jeg ikke engang bange for noget. Jeg er bare glad for, at Patrick [Pentz] redder den, og at jeg lige kommer ind og får ham en smule i ubalance og tænker, at det er fint forsvarsspil.

– Jeg synes, det er fuldstændig vanvittigt, at man ikke må have nogen form for kontakt. Jeg er spændt på at se, hvor mange straffespark vi kommer til at få, hvis de bliver dømt sådan nogle der. Men det kommer nok ikke til at ske, siger en tydeligt frustreret Rasmus Lauritsen til Viaplay.

Lauritsen bliver også spurgt ind til, om han godt kan forstå dem, der vil sige, at han skubber sin modspiller ud af balance.

Men det kan han ikke – og specielt ikke, når man kigger på situationen på et billede i langsom gengivelse, fortæller han.

– Jeg kan ikke finde forståelse for det, men jeg kan godt se, når man sidder og spoler frem og tilbage på et tv-billede, på en spiller, som godt kan lide – fair nok – at få det til at se dramatisk ud.

– Så nej, jeg kan ikke forstå på nogen måde, at den bliver dømt, og jeg føler egentlig som menneske, at jeg er okay til at kigge indad. Jeg synes, det er vanvittigt, og jeg synes, det er superærgerligt. Personligt er det ikke fedt, og det er heller ikke fedt at sætte holdet i den situation, som det ender med, lyder det fra Rasmus Lauritsen.

Brøndby skal igen i aktion i midtugen, hvor holdet fra den københavnske vestegn skal en tur til Vendsyssel i Pokalen.

I Superliga-regi har Brøndby nu taget hul på et svært kampprogram, hvor udfordringen næste gang hedder FC Nordsjælland på udebane, inden der venter kamp mod FC Midtjylland, AGF og FCK.

Thomasberg om rødt: Ikke et spark, han bliver skadet af

Husk, du altid kan få det fulde overblik over de kampe, der bliver vist i TV og streaming i Campos TV Guide.

Se hele interviewet med Rasmus Lauritsen i videoen øverst i artiklen

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P