Brøndby-forsvarer: Skal være aggressive og straffe dem
Brøndby IF møder søndag Silkeborg på kunstgræsset på JYSK Park. En af gæsternes forsvarsklipper giver sit bud på, hvordan de blå-gule skal besejre dem.
Det er en kamp, der altid er garant for mål.
Og søndag går det løs igen, når Brøndby IF gæster JYSK Park og Silkeborg IF.
Et opgør, som skal vindes på aggressivitet og omstillinger, fortæller Brøndby-forsvarer Rasmus Lauritsen forud for mødet med Silkeborg.
– Det bliver en udfordring. Det er det altid, når man møder Silkeborg. Jeg synes, vi gjorde det rigtig godt deroppe sidst, så det er nok nogenlunde samme opskrift, hvor vi først og fremmest skal gøre tingene sammen, komme ud og være aggressive og forsvare som hold og så straffe dem på omstillinger, men også ved at bygge spillet op.
– Det er på mange måder en kamp som alle andre, men vi møder et hold, der er dygtige og gode på hjemmebane, som vi selvfølgelig skal have respekt for, men samtidig skal vi slå dem. Vi skal vinde, lyder det fra Rasmus Lauritsen til Brøndby TV.
Brøndby vandt senest 0-2 i Silkeborg tilbage i maj måned.
Her var det Nicolai Vallys og Filip Bundgaard, der stod for scoringerne.
I øjeblikket ligger Silkeborg på tredjepladsen i Superligaen med 16 point, mens Brøndby er lige efter på fjerdepladsen med 14 point.
Godt og skidt nyt i Brøndby før møde med SilkeborgOpgøret mellem Brøndby IF og Silkeborg løber af stablen søndag med kampstart klokken 18:00.
Du kan se med på TV3+ og Viaplay.