Perisic’ første dag i PSV: Ajax kontaktede mig også
Veteranen Ivan Perisic landede i denne uge i Eindhoven, men den hollandske provins kunne have været landets hovedstad i stedet.
Kroatien, Frankrig, Belgien, Tyskland, Italien og England.
Ivan Perisic har prøvet lidt af hvert i sin karriere, og torsdag kunne han skrive endnu en nation på sit fodbold-cv.
Sidst på listen står nu Holland, da hans skifte i onsdags faldt på plads i PSV. Veteranen er selv glad for at være landet i Eindhoven-klubben, men faktisk var PSV ikke den eneste af de store hollandske klubber, der havde snøren ude efter den transferfri kroat.
Det fortæller Perisic selv fredag, hvor han blev officielt præsenteret på Philips Stadium.
– Ajax henvendte sig også til mig for ti dage siden, men jeg er glad for at være her i PSV. Hvorfor jeg ikke er i Ajax? – Det må du spørge dem om, sagde Perisic fredag ifølge VI.
Selvom Perisic ikke har spillet en fodboldkamp siden først i august, så bliver det ikke noget problem for ham at falde ind i truppen.
Officielt: Ivan Perisic på plads i Holland– Jeg vil spille med om trofæer, for jeg er stadig sulten, og jeg kan ikke vente med at spille for PSV. Hos Bayern spillede jeg samme stil som PSV, så det vil ikke være et problem. Fysisk får jeg brug for noget tid, lyder det fra Perisic, der dog er klar til på søndag.
– Jeg kan spille på søndag, hvis træneren har brug for mig, måske ikke i 90 minutter, men jeg er til rådighed, lyder det fra Perisic, der ikke tvivlede, da PSV bankede på døren.
– Jeg var ret nervøs, da jeg ikke havde en klub, for jeg trænede alene i usikkerhed. Da jeg fik opkaldet fra PSV, sagde jeg ja med det samme, forklarer den 35-årige kroat.
I PSV-bekræfter cheftræner Peter Bosz, at Perisic kan debutere på søndag, når PSV møder Sittard i Æresdivisionen.