3F Superligaen

Skov indrømmer: Kunne være fedt at vende tilbage!

Robert Skov har onsdag været Union Berlin-spiller i præcis to uger, men det kunne sagtens være endt med en retur til den danske Superliga i stedet.

Robert Skov poserer i den røde Union Berlin-trøje
Foto: Union Berlin

Dame N’Doye blev Superligatopscorer i både 2011 og 2012, og i 2018 vendte han tilbage til F.C. København.

Andreas Cornelius blev superligatopscorer i 2013, og også han er siden, af to omgange, vendt hjem til FCK.

Sådan kunne det også være gået for en anden af F.C. Københavns tidligere superligatopscorere denne sommer, men for Robert Skov var tiden endnu ikke inde til at vende hjem, og derfor skrev han i stedet kontrakt med Union Berlin.

Trods skiftet til den tyske hovedstadsklub denne sommer kan Robert Skov sagtens se sig selv vende tilbage til F.C. København i fremtiden.

– Ja selvfølgelig. Klubben betyder rigtig meget for mig, jeg havde en fantastisk tid der. Siden jeg forlod klubben har jeg tænkt, at det kunne være fedt at vende tilbage og blive en del af klubben igen en dag.

– Det er svært at sige noget om, hvad der sker i fremtiden, og lige nu har jeg fokus på der, hvor jeg er nu, og jeg glæder mig bare til at give den gas her, siger Robert Skov på en telefonforbindelse fra Berlin.

Den 28-årige silkeborgenser er ikke bleg for at indrømme, at han denne sommer var i kontakt med sin tidligere klub.

– Det er ikke nogen hemmelighed, at der var samtaler (med FCK, red.), og det har der været over lang tid. Også qua min fortid med [Jacob] Neestrup og den tid, vi havde sammen i FCK, så vi har over lang tid snakket sammen – ikke bare nu men også tidligere.

– Det er ikke nogen hemmelighed, hvad klubben og den tid, jeg havde der, betyder for mig, men jeg følte ikke, at det var det rigtige tidspunkt for mig, og derfor blev det Union Berlin, forklarer Robert Skov.

Robert Skov fejrer sin scoring for F.C. København mod Atalanta i 2018.
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Robert Skov havde i 2018-19 en fantomsæson i F.C. København, hvor han med 29 mål i 34 superligakampe blev suveræn ligatopscorer.

Det kastede ikke overraskende et udlandsskifte til tyske Hoffenheim af sig, men tiden i den danske hovedstad er langt fra glemt for Skov, der derfor også havde vanskeligt ved at afvise sin tidligere arbejdsgiver denne sommer.

– Selvfølgelig var det en svær beslutning, for FCK er en kæmpe klub og en klub, der er i udvikling og spiller europæisk hver sommer, så selvfølgelig var det en svær beslutning. I sidste ende er det nogle gange sådan i fodbold, at man skal træffe svære beslutninger, og heldigvis var det en svær beslutning, for det betyder, at det betyder noget for en, lyder det fra Robert Skov.

Robert Skov har fortsat til gode at debutere i Union Berlin, hvor han foruden Bo Svensson som cheftræner har fået Frederik Rønnow som holdkammerat.

På den kuriøse side kan det nu flaske sig sådan, at Robert Skov får debut for Union Berlin mod sin tidligere klub Hoffenheim, hvor Skov spillede i fem sæsoner. De to klubber mødes på Stadion An der Alten Försterei i Berlin lørdag klokken 15:30.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P