Gul regn: Enorme mængder gule kort i Premier League
De gule kort sad meget løst på Premier League-dommerne i den netop overståede spillerunde – Flere vilde rekorder blev slået.
En helt vanvittig statistik blev slået i Premier League i weekenden.
Dommerne i den bedste engelske række var i gavehumør – med gule kort.
Der blev givet i alt 65 gule kort i den netop overståede runde i Premier League. Særligt to kampe bidrog til den fuldstændige vilde statistik.
Anthony Taylor, som dømte opgøret mellem Chelsea og Bournemouth, hev det gule kort op af lommen hele 14 gange i løbet af kampen. Det er en ny rekord i Premier League.
Ifølge kampstatistikken begik Chelsea ni frispark i hele kampen, og alligevel formåede de blå fra London at skrabe otte gule kort til sig.
Og for det ikke skal være løgn uddelte den engelske dommer også to gule kort til bænkene på de respektive hold. Men det var ikke den eneste kamp med gul fest.
I North London-derbyet mellem Tottenham Hotspur og Arsenal blev en gammel rekord tangeret.
Der blev givet syv gule kort i første halvleg i London-opgøret, hvilket kun er sket få gange før i Premier League-æraen.
Til sammenligning blev der i anden halvleg kun givet et enkelt gult kort i opgøret mellem Tottenham og Arsenal.
Med 65 gule kort (og et rødt kort) i ti Premier League-kampe blev der i gennemsnittet uddelt 6,5 gule kort per kamp.
I runde tre – runden før – blev der givet i alt 60 gule kort.
Dermed har de første runder været præget af gule kort, og hvorvidt det er en ny tendens i Premier League, kan vi få svar på i de kommende runder.
Her er der blandt andet tætte og intense opgør mellem Arsenal mod Manchester City i runde fire samt Tottenham mod Manchester United i runde fem.