Trods nedrykning: Burnley forlænger med kæmpetalent
Burnley har tirsdag aften offentliggjort, at man har forlænget aftalen med den blot 19-årige kantspiller Luca Koleosho.
Det er kun ét år siden, at Luca Koleosho skiftede Espanyol ud med Premier League og Burnley.
Dengang skrev italiensk-amerikanske kantspiller under på en aftale, som løb frem til 2027 – nu har han allerede scoret en ny kontrakt.
Tirsdag aften har Burnley nemlig offentliggjort, at Koleosho har sat pen til papir på en kontraktforlængelse, som binder ham til Turf Moor indtil 2029.
Til trods for Burnleys resultatmæssige kvaler i den forgangne sæson, da det stadig hed Premier League, var den vævre kant et lille lys i mørket.
Det var lige indtil, at han løb ind i en grim knæskade, som også resulterede i et kirurgisk indgreb, som holdt ham ude resten af sæsonen.
– Det var svært, fordi jeg aldrig har prøvet at blive opereret og gå igennem genoptræning på den måde, men klubben var der virkelig for mig.
– Klubben var der hele vejen igennem, og det havde jeg brug for for at være, hvor jeg er nu og kan spille 90 minutter igen, fortæller Luca Koleosho til klubbens hjemmeside.
Den unge kant har repræsenteret både Italien og USA på U-landsholdsplan, men siden U19 har det været i il Tricolore-farver.