Lyngby forlænger med udlejet forsvarsspiller
Selvom han lige nu er på udlån i Vendsyssel, så har Gustav Mortensen netop forlænget sin kontrakt med Lyngby.
Et udlån betyder ikke manglende tillid.
Sådan må signalet være for 20-årige Gustav Mortensen, der til daglig har sin hverdag i Vrå i hjertet af Vendsyssel.
Venstrebacken er nemlig udlejet fra Lyngby til Vendsyssel FF resten af indeværende sæson, men i landskampspausen har Mortensen været hjemme i Lyngby for at underskrive en kontraktforlængelse med De Kongeblå.
Det er præcis syv måneder siden, at Gustav Mortensen senest forlængede sin kontrakt i den københavnske forstadsklub, men nu er der føjet endnu ét år til den kontrakt, som nu først udløber i sommeren 2027.
– Først og fremmest er jeg virkelig glad for forlængelsen. Den giver endnu mere ro til, at jeg kan arbejde stenhårdt og udvikle mig i Vendsyssel, så jeg kan være klar til at slå igennem, når jeg kommer tilbage næste sommer, siger Gustav Mortensen.
Indtil videre har Gustav Mortensen startet syv af otte kampe i NordicBet Ligaen for Vendsyssel i denne sæson, og kun to spillere står noteret for flere minutter end Mortensen.
– Jeg kan mærke, at det giver mig rigtig meget at få kontinuerlig spilletid. Selvom træningsmiljøet i Lyngby naturligvis giver meget, så er det bare noget andet at komme ud og få minutter. Jeg er meget glad for lejeopholdet, og jeg er sikker på, at det kommer til at gavne mig på den lange bane, siger Mortensen.
Også i superligaklubber er der tilfredshed med, at klubben nu råder over den talentfulde forsvarsspiller helt til 2027.
– Gustav har taget turen hele vejen op gennem vores Akademi, og han er en spiller, som vi tror meget på. Han får pt. en masse spilletid i NordicBet Ligaen, og det er enormt vigtigt for hans fortsatte udvikling, at han får en masse erfaring på seniorniveau i en stærk række. Vi tror meget på Gustav og hans fortsatte udvikling, hvorfor vi er glade for, at der nu er kommet et ekstra år på hans kontrakt, siger fodboldchef Nicas Kjeldsen.
Gustav Mortensen står noteret for i alt 12 førsteholdskampe i Lyngby – syv i Superligaen og fem i pokalturneringen.