Olsson om mesterskab: Kan ikke sammenlignes
Kristoffer Olsson ser lys for enden af tunellen efter et hårdt sygdomsforløb, og nu sætter midtbanespilleren ord på den hårde tid.
Det kan ikke sammenlignes.
FC Midtjyllands Kristoffer Olsson har vundet flere mesterskaber gennem sin karriere, men det mesterskab han vandt med ulvene i sidste sæson er noget helt specielt.
Det fortæller Olsson til FC Midtjyllands hjemmeside i forbindelse med et større TV2-interview, hvor han sætter ord på den svære periode han har gået igennem og stadig gennemgår, efter midtbanespilleren i vinter blev ramt af flere blodpropper i hjernen.
– Når jeg tænker tilbage på den dag, bliver jeg glad. At vi med holdet og fansene endte med at vinde guldet… Jeg kørte rundt med pokalen sammen med Bach Bak, og det var en vild følelse at være tilbage med holdet og i klubben igen. Det er noget, jeg kommer til at huske for evigt. Jeg har vundet mesterskaber tidligere, og det har jeg stadig minder om, men det her var noget helt andet, som ikke kan sammenlignes, siger Olsson.
Hjemvendt Kristoffer Olsson: Tror på jeg kan komme tilbageFC Midtjylland vandt det danske mesterskab, efter Brøndby IF ellers stod med de bedste kort på hånden forud for sidste spilledag.
Her lå holdene lige på point, men Brøndby IF førte tabellen på en bedre målscore. Brøndby IF kom planmæssigt foran i deres kamp mod AGF, mens FC Midtjylland hurtigt kom bagud med to mål mod Silkeborg IF. AGF udlignede på Vestegnen, men ved pausen så det alligevel relativt sikkert ud, at mesterskabet skulle ende i Brøndby.
I anden halvleg vendte tingene dog på hovedet, da FC Midtjylland med to hurtige scoringer bragte balance i regnskabet, mens AGF ti minutter senere kom foran på Brøndby Stadion og FC Midtjylland samtidig kom foran mod Silkeborg IF. FC Midtjylland var nu på førstepladsen. Brøndby IF scorede imidlertid fem minutter senere og udlignede, men nu var et uafgjort resultat pludselig ikke nok. Tingene blev dog værre for Brøndby IF, som efter 78 minutter kom bagud. Kort efter bragte Silkeborg IF sig imidlertid på 3-3 i Herning og igen skulle Brøndby blot bruge ét point qua deres bedre målscore. De blågule havde da også flere muligheder, men ind ville bolden ikke, og efter noget af en rutsjebanetur endte det danske mesterskab altså i Herning.
Efter den fuldstændig vanvittige afslutning kunne man se rørende billeder af Kristoffer Olsson, som for første gang efter sin forfærdelige ulykke viste sig i offentligheden. Her blev han først kørt rundt til fanhyldest i en golfbil af FC Midtjylland-assistent Kristian Bach Bak, før han sammen med anfører Henrik Dalsgaard kunne løfte pokalen.
Kristoffer Olsson har spillet 124 kampe for FC Midtjylland med otte mål og 20 oplæg til følge. Han har desuden repræsenteret RSC Anderlecht, AIK og FC Krasnodar.
Udover det seneste mesterskab vandt Olsson også det danske mesterskab med FC Midtjylland tilbage i 2014/2015-sæsonen i sin første periode i klubben, mens han i 2018 vandt det svenske mesterskab i AIK. I 2015 blev han også Europamester med Sveriges U21-landshold.