Hjemvendt Kristoffer Olsson: Tror på jeg kan komme tilbage
Den svenske midtbanespiller Kristoffer Olsson er for nylig vendt hjem til sin familie, og han fortæller nu om et muligt comeback, efter han blev ramt af flere blodpropper i hjernen tidligere på året.
Han var med til at hylde FC Midtjylland i maj måned, hvor klubben sikrede sig det danske mesterskab.
Og nu er Kristoffer Olsson også vendt tilbage til sin familie, efter at være blevet udskrevet af Hammel Neurocenter.
Her har han genoptrænet efter han blev ramt af flere blodpropper i hjernen, som i februar og marts placerede Olsson i en respirator svævende mellem liv og død.
Nu taler han om sin ulykke og at være vendt tilbage til familien igen.
Tror på comeback på højeste niveau
Søndag morgen har FC Midtjylland selv publiceret svenskerens forhåbninger til den kommende tid. Og der er positivt nyt.
– Jeg er glad for livet og har indset, at alt kan ske. Men selvfølgelig har jeg en tro på mig selv i forhold til at komme tilbage på banen. Det ville være det største at kunne hjælpe holdet, spillerne og klubben igen, siger Olsson til fcm.dk.
Selv tror den elegante midtbanespiller på, at han igen kan komme til at konkurrere på højeste niveau.
– Det kommer til at tage tid at komme tilbage på et højt niveau igen. Men jeg tror på, at jeg kan gøre det. Jeg er rolig i processen og har accepteret, at det kommer til at tage tid, men jeg har sat mig nogle mål og har ikke tænkt mig at stoppe.
Kristoffer Olsson har spillet i FC Midtjylland ad to omgange og har samlet set 87 superligakampe på bagen for klubben.
TV 2 SPORT og TV MIDTVEST står bag en længere udsendelse og interview, hvor Kristoffer Olsson taler om hele perioden.
Du kan se hele udsendelsen, hvis du besøger TV 2 PLAY her.