Debutant storroser Jon Dahl: Alle køber ind på det
Jon Dahl Tomasson og Sverige fik en fin start på Nations League med en sejr over Aserbajdsjan, og nu hyldes den danske træner.
Det svenske landshold står ved en skillevej.
Den ellers så stolte fodboldnation har misset de seneste to slutrunder, og i Nations League-sammenhæng er de, grundet elendige resultater i 2022, dumpet helt ned i Gruppe C.
Her frister de en tilværelse sammen med blandt andre fodboldminiputter som Estland, Cypern, Litauen, Luxembourg, Færøerne og Letland.
Torsdag kom Sverige dog fint fra land i bestræbelserne på øjeblikkelig tilbagevende til Gruppe B med en 1-3-sejr på udebane mod Aserbajdsjan.
Her gjorde særligt Stoke-målmanden Viktor Johansson sig flot bemærket med en straffesparksredning ved stillingen 0-1.
Udekampen i Baku var Johanssons bare anden landskamp og hans første betydende landskamp, og den nye mand i målet kan berette om stor tro på holdets danske landstræner, Jon Dahl Tomasson, internt i truppen.
– Det føles virkelig godt. En fantastisk god og klar måde, vi vil spille fodbold på. Alle køber ind på det.
– Han er god til at samle holdet og få alle til at trække i samme retning, siger Johansson om Tomasson ifølge Sportbladet.
Den 25-årige målmand har ved denne landsholdssamling henvist den næsten 10 år ældre Kristoffer Nordfeldt til bænken, mens Sveriges normale førstevalg, dansk-svenske Robin Olsen, er fraværende med en skade.