
Landsholdsskade til Buksa – misser FCK-brag?
Adam Buksa er blevet skadet i den polske landsholdslejr. FC Midtjylland-angriberen har pådraget sig en lægskade, der kommer til at holde ham ude i nogle uger.

FC Midtjylland må muligvis undvære Adam Buksa i lidt tid, når landsholdspausen går på hæld.
Den polske målmager blev nemlig skadet, da Polen torsdag vandt 3-2 over Skotland.
Nu har det polske fodboldforbund kommenteret på den lægskade, som den 28-angriber angriber pådrog sig.
– Adam Buksa har været nødt til at forlade lejren efter kampen mod Skotland.
– I kampen pådrog han sig en skade i læggen, der nok kommer til at holde ham ude i cirka to uger, lyder det ifølge den polske holdlæge.
Buksa har spillet fire kampe for FCM i den indeværende 3F Superliga-sæson, hvori den polske skarpretter har fået nettet til at blafre tre gange.
Midtjyderne kunne dermed godt bruge Buksa, når det i næste runde gælder F.C. København på MCH Arena.
Kampen spilles lørdag den 14. september klokken 18:00 og kan ses på TV2 Sport X og TV2 Play.