Sønderjyske-spids ødelagde det danske U21-landshold
Det danske U21-landshold spillede fredag aften EM-kvalifikation mod Island, og det gik slet ikke efter planen, da Sønderjyskes islænding Kristall Ingason scorede hattrick.
Det danske U21-landshold led et smertefuldt nederlag fredag aften.
Her kunne de unge danskere så godt som sikre sig en billet til U21-EM i 2025, men historien skulle blive en helt anden.
Sønderjyskes unge islænding Kristall Mani Ingason var nemlig her, der og alle vegne, da han scorede hattrick i Islands 4-2-sejr over Danmark.
Sådan stillede Danmark op
Der var blandt andre fire 3F Superliga-spillere med fra start.
Filip Jørgensen
Anton Gaaei – skiftet ud 83′
Thomas ‘TK’ Kristensen – skiftet ud 65′
Oliver Provstgaard
Elias Jelert – skiftet ud 74′
Oliver Sørensen
Oscar Fraulo
William Bøving – skiftet ud 65′
Tobias Bech – skiftet ud 74′
William Osula
Mathias Kvistgaarden
Indskiftere:
Tochi Chukwuani 65′
Sebastian Otoa 65′
Jonas Jensen-Abbew 74′
Lucas Hey 74′
Mads Enggård 83′
Efter et kvarters spil stak det tidligere FCK-talent William Bøving sin navnebror William Osula igennem, før den nyslåede Newcastle-spids køligt bankede bolden ind til 0-1.
Island fik svaret igen efter 27 minutters fodbold, da Oscar Fraulo mistede bolden, hvorefter Sønderjyske-spidsen Kristall Mani Ingason kunne bringe balance i regnskabet.
Fem minutter før pausen blev det også til en islandsk føring, da et præcist indlæg fandt Ari Sigurpalsson, som udplacerede Filip Jørgensen med en flot flugter.
Anden halvleg var bare fem minutter gammel, da Brøndbys unge angribertalent Mathias Kvistgaarden bankede Danmark tilbage i kampen med en stærk og strakt vrist.
AaB’s Sebastian Otoa blev skiftet ind efter 65 minutters spil, men det blev til et vaskeægte mareridtsindhop.
Efter 70 minutters spil nedlagde den unge AaB’er en islænding i feltet, hvorefter han fik rødt kort, og der blev dømt straffespark til Island.
Sparket tog Kristall Ingason sig af, hvor han blev dobbelt målscorer og gjorde det til 3-2.
Bare to minutter senere kunne Sønderjyske-angriberen notere sig for et hattrick, da han igen var på pletten, efter at Filip Jørgensen gav en billig retur, som Ingason sikkert satte ind til 4-2.
Resten af opgøret bød ikke på flere scoringer, hvorfor U21-landsholdet må rejse hjem med et 4-2-nederlag i bagagen.
De danske U21-drenge skal igen i aktion tirsdag, når det tjekkiske U21-landshold gæster Nørreskoven.
Efter nederlaget til Island ser den foreløbige stilling i kvalifikationsgruppe I således ud:
U21-EM kvalifikationsgruppe I
- Danmark – 11 point – spillet seks kampe
- Wales – 11 point – spillet seks kampe
- Island – 9 point – spillet fem kampe
- Tjekkiet – 8 point – spillet fem kampe
- Litauen – 0 point – spillet seks kampe