Falk med godt nyt: Derfor meldte jeg afbud til derby
Rasmus Falk måtte på dagen melde afbud til søndagens store derby på grund af en akut komplikation i forbindelse med Falk-familiens nylige familieforøgelse.
Rasmus Falk måtte melde afbud til søndagens store derby.
Det meddelte F.C. København på dagen, og nu har Rasmus Falk selv forklaret fraværet.
Ni uger inden det store derby var Falk-familien blevet beriget med en søn, som dog blev født for tidligt.
På dagen af københavnerderbyet opstod der akutte komplikationer.
Det har Rasmus Falk nu åbnet op om i et opslag på Instagram.
– Efter 37 lange dage og nætter med indlæggelse på neonatalafdelingen er det med den største glæde, at vi nu endelig kan tage vores søn med hjem til Frederiksberg. Han meldte meget pludseligt sin ankomst ni og en halv uge ført tid den 29. juli – en lille dreng med en utrolig stor vilje.
– I slutningen af vores indlæggelse blev vi desværre ramt af endnu et bump på vejen, da min kone måtte gennemgå en akut operation med efterfølgende komplikationer, hvilket var årsagen til, at jeg måtte melde afbud til derbyet.
– Min kone er heldigvis i bedring, og vi er der nu, hvor vi skal være – samlet som familie og klar til hverdagen, der venter, skriver Rasmus Falk.
Du kan se opslaget lige her: