
VSK vinder Aarhus-duel i Pokalen: “Årets største kamp”
Der var tirsdag aften dømt aarhusiansk lokalbrag i Oddset Pokalen, da VSK Aarhus tog imod Aarhus Fremad.

“Årets største kamp”.
Sådan skrev VSK Aarhus på sin hjemmeside, da 3. divisionsklubben forsøgte at lokke folk til tirsdagens opgør mod Aarhus Fremad.
Her skulle de to Aarhus-klubber duellere om en billet videre i Oddset Pokalen.
Det opgør er nu færdigspillet, og sejrsherren er en mindre pokaloverraskelse.
Det var nemlig VSK Aarhus, der løb afsted med en 2-1-sejr og modstanderen fra Riisvangen, der ellers har været snublende tæt på at rykke op i NordicBet Ligaen de seneste to sæsoner.
Kampens første mål blev scoret i det 35. minut, da Peter Nemec tog sagen i egen hånd. Met et par træk ind i banen fik han skabt plads til sig selv, og så sparkede han ellers bolden hårdt og resolut i mål ved fjerneste stolpe.
Efter pausen blev det også til 2-0 for VSK Aarhus, inden gæsterne fra Aarhus Fremad fik reduceret til 2-1 i det 64. minut.
Reduceringen medførte dog ikke et comeback, og da slutfløjtet lød kunne hjemmeholdets spillere og fans altså juble på kunstgræsset i VSK Aarhus.
Du kan se højdepunkter fra kampen i videoen øverst i artiklen