Barca-stjerne afslører: Overvejede at smutte
FC Barcelona-stjernen Raphinha har afsløret, at han havde en så svær start i klubben, at han overvejede at forlade den catalanske storklub.
Det er ikke altid lige let at være fodboldspiller.
I hvert fald ikke, hvis man spørger FC Barcelona-stjernen Raphinha.
Den 27-årige brasilianer kom til Blaugrana i sommeren 2022 fra Leeds, men han kunne allerede have været væk bare et halvt år senere.
Det har Raphinha selv afsløret i et interview med radiokanalen RAC1.
– Jeg overvejede at forlade FC Barcelona. De første seks måneder var meget komplicerede. Jeg havde svært ved at tilpasse mig, selvom jeg vidste, at jeg var nødt til det, så havde jeg ikke regnet med, at det ville blive så svært.
– Alle burde gå til psykolog. Fodbold er en branche, der ødelægger dig. Jeg havde øjeblikke, hvor jeg kom hjem og ikke anede, hvordan jeg skulle komme afsted dagen efter. Jeg græd meget.
– Det er også irriterende, at jeg så tit ser rygter om, at jeg er på vej væk, men det er normalt. Hver dag er der nye nyheder, som sender mig til både øst og vest, og det generer mig. Nu har jeg forstået, at det bare er sådan det er, men mit fokus er her i Barca.
Efter Hansi Flicks ankomst i FC Barcelona er Raphinha også blevet en del af anførergruppen, som i øvrigt rummer Marc-André ter Stegen, Ronald Araujo, Frenki de Jong og Pedri.
Og det er et ansvar, som har haft en positiv indvirkning på Raphinha.
– Jeg kan stadig forbedre mig meget. Måske har I ikke engang set mit allerbedste niveau endnu. Jeg havde aldrig troet, at jeg ville blive en af anførerne, men jeg er meget glad.
– Ikke fordi jeg blev valgt, men fordi jeg ved, at de andre i omklædningsrummet stoler på mig. Jeg er meget glad og taknemmelig, sagde Raphinha ifølge Relevo.
Siden skiftet til FC Barcelona er det blevet til 91 optrædener, 23 scoringer og 28 oplæg for den vævre brasilianer.
LaLiga-mastodonten har stadig papirer på Raphinha indtil sommeren 2027.