Officielt: Brøndby forlænger med ung stjerne
Brøndby IF har netop offentliggjort, at det blot 18-årige midtbanetalent Noah Nartey har skrevet under på en ny aftale med de blå-gule.
Brøndby-fansene kan i kølvandet på skuffelsen i Derby glæde sig over en forlængelse til en af deres egne talenter.
Mandag formiddag har Brøndby IF nemlig offentliggjort, at Noah Nartey har forlænget med de blågule frem til sommer 2027.
Fodbolddirektør Carsten V. Jensen ser det som en selvfølge at forlænge med midtbanekometen efter en god start på sæsonen.
– Vi er meget tilfredse med, at vi i dag kan offentliggøre kontraktforlængelsen med Noah Nartey. Noah har taget rejsen fra Brøndby Masterclass til vores Superliga-trup og ind i startelleveren på rekordtid.
– Noah er en suveræn dygtig og teknisk spiller, men han besidder også en stærk mentalitet, som hjælper ham med at løfte niveauet, når han møder nye udfordringer. Noahs holdkammerater stoler tydeligvis på ham inde på banen, og vi er glade for, at vi nu skal fortsætte rejsen sammen.
Hovedpersonen selv glæder sig til at fortsætte udviklingen i Brøndby.
– Klubben har fra starten haft en klar plan for min udvikling, og jeg føler, at jeg bliver støttet og udfordret på den rigtige måde, fortæller Nartey til klubbens hjemmeside og uddyber:
– Det har været fantastisk at blive en del af førsteholdstruppen og dejligt at kunne bidrage inde på banen, så jeg ser frem til at fortsætte min udvikling i Brøndby. Konkurrencen er hård, men det er noget, der motiverer mig endnu mere.
Nartey har været en af de store lyspunkter i en meget rodet sæsonstart for Brøndby If, som tabte mod rivalerne fra F.C. København i går, mens europæisk grundspil glippede.
Brøndby IF ligger i øjeblikket på femtepladsen i 3F Superligaen.