Jon Dahl dropper Claesson: Mærkeligt og trist
Den svenske landstræner Jon Dahl Tomasson har valgt ikke at udtage F.C. København-stjernen Viktor Claesson. Selv synes FCK-svenskeren, at det er foregået på en mærkelig måde.
Viktor Claesson er blevet forbigået af Jon Dahl Tomasson.
Den svenske landstræner har valgt at vrage FCK-stjernen, og det er ikke foregået, som den 32-årige svensker havde håbet det.
Claesson har nemlig hverken hørt det ene eller det andet.
– Jeg ved godt, at jeg er blevet ældre, og at jeg har været med længe, men jeg synes godt, at de kunne have kommunikeret noget til mig.
– Jeg har ikke hørt noget som helst, selvom jeg har været på landsholdet i otte år og spillet 74 kampe. Derfor synes jeg, det er en smule mærkeligt og trist, at jeg ikke har hørt noget.
– Om det er fordi han [Jon Dahl Tomasson, red.] hellere vil satse på unge spillere, eller hvad end han vil, så kunne det bare være rart at få noget at vide, så man kan planlægge landsholdssamlingen og vide, at man får lidt tid med familien i stedet, fortalte Viktor Claesson til den svenske avis Expressen.
FCK-profilens seneste tur med det svenske landshold var en EM-kvalkamp mod Estland, som Sverige sikkert vandt 2-0 – her diskede Claesson op med én scoring og ét oplæg.
For det svenske landshold har den 32-årige svensker bidraget med 15 kasser i sine 74 optrædener.