Officielt: Thelander får kort kontrakt i Silkeborg
Silkeborg har netop offentliggjort, at de skriver kontrakt med den tidligere AaB’er Rasmus Thelander.
Silkeborg har offentliggjort Rasmus Thelander som ny spiller.
Det skriver klubben fra Søhøjlandet på sin hjemmeside søndag i kølvandet på forsvarsspillerens exit i AaB.
Thelander har sat pen til papir på en kort kontrakt, som udløber ved årsskiftet. Stopperens ankomst er kærkommen, lyder det fra SIF’s sportschef.
– I forlængelse af flere skader blandt vore midtstoppere har vi følt et behov for at styrke bredden i vores midterforsvar. Vi har søgt en profil som havde brug for en kort indflyvning og tilpasning, og dermed gerne en spiller med kendskab til 3F Superligaen.
– Vi synes, at vi får det hele med Rasmus Thelander, der dertil har haft et tidligere samarbejde med både Kent Nielsen og Nicolai Larsen, udtaler sportschef Jesper Stüker.
Den 33-årige stopper er enig i, at han passer godt ind i Kent Nielsens system, som han kender særdeles godt.
– Jeg havde ikke sagt ja, hvis jeg ikke troede, jeg passede ind. Det er et velspillende hold og jeg kender Kents idéer. Jeg ser frem til at arbejde under ham.
– Jeg har jo spillet sammen med Bakiz og Andreas Poulsen før. Dem ser jeg frem til at se. Og så er der jo Nicolai Larsen, som jeg har spillet sammen med siden vi var børn i Herlev. Vi spillede begge i marken, indtil Nicolai blev for dårlig, udtaler Thelander.
Rasmus Thelander har spillet 75 kampe under Kent Nielsen, dengang de begge var i AaB.
Officielt: AaB og Thelander ophæver samarbejdet