Blev frosset ude i AaB: Hårdt at være uønsket
Rasmus Thelander fik søndag morgen ophævet sin kontrakt i AaB. Om eftermiddagen blev han præsenteret i Silkeborg IF. Han har nu sat ord på sin sidste tid i det nordjyske.
Anførerbindet blev flået af og bænken blev hans nye position.
Det er i grove træk historien om Rasmus Thelanders sidste tid i AaB.
Søndag morgen fik han så ophævet sin kontrakt i klubben, inden han nogle timer senere blev præsenteret som ny spiller i Silkeborg IF.
Efter kampen mellem Silkeborg og FC Midtjylland søndag var han inviteret i studiet hos TV2, hvor den tidligere AaB-kaptajn blev spurgt ind til afskeden med den klub, som han nåede at spille hele 201 kampe for.
Her lægger han ikke skjul på, at han er glad for at være kommet til Silkeborg – og at det var en besværlig situation for ham i AaB.
– Jamen, jeg skal da være ærlig og sige, at det har været hårdt. Det har været… Hvis vi skal tage de lærerige, positive briller på, så har det været… Ja, lærerigt for mig.
– Du er uønsket i en klub, som du vil så meget ud over dig selv. Du vil holdet, du vil klubben, byen. Så er det hårdt, men nogle gange er det også fodbold. Og jeg synes, jeg har været god og rolig til at acceptere det, og samtidig bakke op omkring truppen og haft respekt for holdet, for stadigvæk at kunne hjælpe med det, jeg nu kunne, selvom jeg ikke selv blev bragt i spil, siger den 33-årige midtstopper.
Rasmus Thelander har foruden AaB været forbi AB, Panathinaikos, FC Zürich, Vitesse og Ferencvaros.