Uden pral: FCK kvalificerer sig til Conference League
FC København har netop kvalificeret sig til Conference League efter uafgjort mod Kilmarnock på udebane.
Som så mange gange før skal FC København repræsentere Danmark i et europæisk gruppe/ligaspil.
Men københavnerne klarede skærene uden at imponere mod skotske Kilmarnock, der hjemme spillede sig til 1-1 mod Løverne.
Hjemmeholdet kom foran med 1-0 efter et kvarter på et kludemål fra en anden verden. FCK formåede i flere omgange ikke at sparke en bold væk, og så kunne Marley Watkins sende kuglen i mål.
Det var en stilling, der truede FCK’s 2-0 føring fra den første kamp i Parken.
Og et godt stykke inde i anden halvleg lå katastrofen også og lurede. Men efter små 70 minutter kom der ro på. Hjemmeholdets Lewis Mayo scorede et uheldigt selvmål.
Den stilling blev der ikke ændret på, og FCK går dermed i Conference League-ligaspillet med en samlet sejr på 3-1.