NordicBet Ligaen

Jonas Thorsen træner med i NordicBet Liga-klub

Jonas Thorsen har haft en vanskelig sommer, hvor den erfarne forsvarsspiller har stået uden kontrakt. Nu træner han med hos sidste års positive overraskelse i NordicBet Ligaen.

Jonas Thorsen efter en kamp for Viborg.
Foto: Lars Møller/Ritzau Scanpix
Dette er en historie, du kun får på campo.dk

Selvom dåbsattesten siger 34 år, så føler han sig langt fra færdig med fodbold.

Jonas Thorsen tirsdag og onsdag trænet med hos Kolding IF, hvor han også torsdag vil være at finde.

Thorsen fik ikke forlænget sin kontrakt hos oprykkerne fra Sønderjyske, og derfor har han stået uden arbejdsgiver siden 1. juli. I Kolding virker matchet mellem spiller og klub umiddelbart til at være fint.

– Jeg synes, at det er gået ganske udemærket. Kolding virker til at være et super fedt sted med nogle dygtige fodboldspillere og kompetente trænere, og jeg kan godt lide energien. Man kan godt mærke, at det er et ambitiøst sted, og på den måde passer det meget godt, for jeg er også stadig meget ambitiøs, siger Jonas Thorsen til Campo.

Kolding er ikke den eneste klub, der har vist interesse i Thorsen denne sommer, men særligt én problemstilling er gået igen.

– Det har været en svær situation over sommeren, for der er mange klubber, der er forskrækket over min alder, og det er svært at kæmpe imod. Jeg har trænet med i Silkeborg IF den senest måned og har fint følt, at jeg kunne være med. Jeg føler, at jeg har mange år i mig endnu og passer godt på mig selv. Jeg er vild med fodbold og har lyst til meget mere af det, lyder det fra den tidligere Viborg-, AC Horsens- og Sønderjyske-spiller.

Kolding IF rykkede op i NordicBet Ligaen forud for sidste sæson, og selvom det i første sæson blev til en imponerende trejdeplads, så er der sket store forandringer i både trup og stab hen over sommeren, så klubben indtil videre i denne sæson har spillet med ligaens næstyngste hold.

Det kan dog vise sig at være en åbning for netop en erfaren type som Jonas Thorsen.

– Jeg har fået fortalt, at de godt kan bruge noget mere erfaring, og det går jo meget fint i hånd med min profil. Det vil passe meget godt, når de har så ungt et hold.

– Man kan mærke, at der er en ungdommens iver i Kolding, og de vil sindssygt gerne lære og arbejder hårdt for tingene, og det er mega fedt og giver også mig energi, så på den måde, ville det passe rigtig godt, lyder det fra Thorsen.

Hos Kolding har Jonas Thorsen en aftale om at evaluere efter torsdagens træning, men skulle der komme et kontrakttilbud fra den ambitiøse klub, kunne det meget vel blive til en aftale.

– Det er klart noget, jeg vil kigge rigtig interesseret i. Der er selvfølgelig forskellige faktorer, der spiller ind, men der er mange ting, der virkelig tiltaler mig ved Kolding, slutter den erfarne aarhusianer.

Foruden Viborg, AC Horsens og Sønderjyske har Jonas Thorsen været på kontrakt i tyske Eintracht Braunschweig.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P