Stort danskerskifte på vej: Matt O’Riley skal til Premier League
Den kreative midtbanespiller, som sidste år blev kåret til årets spiller i Celtic, skal snart tørne ud for Brighton & Hove Albion. Transferen forventes at blive officiel i løbet af weekenden.
Danske Matt O’Riley skal tilbage til England, hvor det hele startede for den 23-årige spiller.
Der går nemlig ikke mange timer, før Brighton annoncerer, at de har sikret sig danskeren.
Dét erfarer adskillige medier fredag aften, som skriver, at O’Riley bliver solgt til Premier League i den største handel nogensinde i skotsk fodbold.
Danskeren sælges ifølge Tipsbladet og transferguren Fabrizio Romano for 264 millioner kroner.
Længden på aftalen er der stadigvæk ikke helt enighed om blandt medierne, da der er spekulation om det bliver fem- eller seksårig aftale til O’Riley.
Den danske midtbanekreatør, som fik landsholdsdebut november 2023, har tidligere spillet i England. Her repræsenterede han London-mandskabet fra Fulham i ungdomsrækkerne.
Herefter stod han klubløs fra juli 2020 til 2021, indtil MK Dons købte ham.
Et år senere rykkede han til den skotske topklub Celtic og til en komet af et karriereforløb, som har gjort O’Riley til en af de mest eftertragtede midtbanespillere i sommerens transfermarked.
Han er noteret for 124 kampe for Celtic, hvor det også er blevet til 27 mål og35 assists.