
Medie: Mark Brink tæt på ny Superligaklub
Silkeborg IF’s store midtbaneprofil Mark Brink er tæt på at skifte til Superligarival, skriver Midtjyllands Avis.

Fra en kunstgræsbane til en anden.
Mark Brink er snart fortid hos Silkeborg IF, hvor han har tørnet ud siden 2020. Det skriver Midtjyllands Avis.
Ifølge det lokale dagblad er det kun et spørgsmål om tid, før at Brink er på plads på Right to Dream Park og FC Nordsjælland.
Den 26-årige boldfaste midtbanespiller har et år tilbage af sin kontrakt i Silkeborg IF, og derfor er dette transfervindue sidste chance, hvis SIF ønsker en større transfersum for Brink.
Kun Pelle Mattsson har flere år i SIF på bagen i den nuværende trup end Brink, og cheftræner Kent Nielsen ser altså ud til at miste en central nøgle på sit hold.

Mark Brink er foreløbigt noteret for 161 kampe for Silkeborg. Den seneste var i weekendens storsejr over…ja, FC Nordsjælland.
Brink er ikke den eneste midtbanespiller, Silkeborg kan sige farvel til i dette vindue.
Også Anders Klynge kører på sidste år af sin kontrakt – og en forlængelse lægger ikke lige først for.
Læs Klynge fortælle om fremtidsplanerne her.
