Sørensen bliver påvirket: Jeg er jo bare et menneske
Christian Sørensen blev kåret til kampens spiller af FC Midtjyllands fans dagen efter, han skiftede fra FC København. Det har været et par hårde dage mentalt, erkender venstrebacken.
Fra Viborg FF over FC København til FC Midtjylland.
Det er ikke den nemmeste vej ind i hjerterne hos fansene hos de danske mestre, Christian Sørensen har taget.
Men den 32-årige venstreback slår efter sin debut for FCM fast, at han vil gøre alt for at få alle på sin side.
Men Sørensen har haft nogle hårde dage for hovedet den seneste uge.
– Jeg vil ikke lægge skjul på, at det har været en mental rutschebanetur. Jeg har siddet på bænken i FCK, så herovre og træne og spille kamp i dag.
– Det har været mentalt hårdt. Jeg er jo et menneske som alle andre, siger han til TV3 Sport umiddelbart efter kampen mod Vejle, som Ulvene vandt 2-0.
Den nye FCM-mand fortæller, at han havde svært ved at finde ud af hvilken modtagelse, han kunne forvente fra tribunerne på MCH Arena.
Sørensen blev kåret til kampens spiller af klubbens fans, så der er nogen, der sætter pris på den tidligere Viborg-spiller.
Men Christian Sørensen ved også, der er nogle, der endnu skal overvindes.
– Der er sociale medier, og jeg har prøvet at tage afstand fra det, men man kan jo ikke undgå at læse tingene.
– Jeg har stadig stor respekt for dem, som ikke har accepteret mig endnu. Det skal de vide. Men jeg gør alt, jeg kan, og så håber jeg, de også er med mig en dag.
– Det må ikke være nemt for dem, det ved jeg godt, siger han.
Den sympatiske forsvarsspiller har også opskriften klar. Han er klar over, at jyder sætter stor pris power og hårde tacklinger, som han forsøgte sig med i kampen mod Vejle.
FCM døjer med skader: Sørensen er plug and play