Mestrenes første sejr: Buksa og Brynhildsen på tavlen
Efter to uafgjorte kampe noterede FC Midtjylland sig lørdag eftermiddag for sæsonens første Superliga-sejr. Det skete hjemme mod AaB.
Der er spillet mange intense opgør mellem FC Midtjylland og AaB gennem tiden.
Lørdagens udgave af opgøret mellem de to klubber var bestemt ingen undtagelse. Spillet bølgede frem og tilbage, og der var gode muligheder i begge ender.
Men i sidste ende var det de danske mestre FC Midtjylland, som viste niveau-forskellen mellem en oprykker og sidste års guldvindere.
I slutningen af første halvleg var det FCM’s nye polske angriber Adam Buksa, som viste prøver på sine evner.
Fra kanten af AaB’s felt affyrede han fra stående med venstrefoden. Bolden fløj udenom AaB-keeper Vincent Müller, som bare kunne se på, mens bolden gik i mål via stolpen.
Det var Buksas andet Superliga-mål i FCM-trøjen. Den 28-årige angriber scorede også imod AGF i premierekampen.
I anden halvleg fortsatte det med at bølge frem og tilbage.
Thomas Thomasberg stod umiddelbart ikke på sidelinjen og var alt for tilfreds med de muligheder, han så sit mandskab give AaB.
Flere gange havde oprykkerne muligheder, hvor de var fire mod tre eller tre mod tre. Men nordjydernes sidste skarphed mangle. Og FCM fik også deres muligheder den anden vej.
Og de formåede at udnytte en af dem. Franculino drev bolden fornemt fremad, inden han lod holdkammeraten Ola Brynhildsen tage over. Den 25-årige nordmand løb ind i banen og sparkede bolden sikkert ind.
Det var godt et kvarters tid efter, at angriberen missede en af sæsonens største chancer tæt under mål.
FC Midtjylland tager dermed sæsonens første sejr og kravler for en stund op på ligaens tredjeplads. AaB har tre point efter sæsonens første tre kampe.
Se højdepunkterne fra kampen i videoen øverst i artiklen.